Kategoriarkiv: Uld

Farveskifte-får

Når jeg klipper de hvide får, sker der det, at de bliver endnu hvidere – ja helt sølvskinnende ind imellem. Men så sker der heller ikke mere. Når jeg klipper de farvede – ja, så sker der ting og sager. Der er nærmest tale om farveskifte-får. Blishønen og Anab var brune inden de blev klippede, Myse og MØ nærmest lysbrun, Hanun og Harissa mere gråbrun/ brunsort, mens Blomst og Aisha var mere almindeligt gotlændergrå.

Efter klipningen skal jeg lige vende mig til deres nye udseende. Blishønen og Anab er sorte Hanun, Harissa, MØ og Myse ligner gråspættede sæler i forskellige nuancer! Aisha er helt lysgrå, mens Blomst er lige så hvis som Pyt, bare med sit sorte hoved til forskel.

 

Ulden falder

IMG_8470Efter en pragtfuld weekend i København måtte jeg altså ud og lave lidt landbrugeligt, da jeg kom hjem. Og Pyt stod nærmest og bad om det! Så pludselig var jeg i gang med klipperen! Pyt først, og så lod jeg døren stå åben, for så kom Enya nok også. Og ganske rigtigt! Da Pyt var færdig og som forvandlet, stod Enya lige bag mig og sagde “Os mig”.
Så nu er jeg i gang og foråret kan bare komme. To stk i dag – så er der kun 13 tilbage! Herunder kan I se Pyt før og Pyt efter!!
IMG_8475 IMG_8479

Det klør!!

IMG_8358De forholdsvis milde temperaturer og den tykke tykke uld går ikke helt i spænd. Fårene synes, at pelsen er ved at være for tyk og tung – og det klør!
Og der er bestemt også en god varme nede i bunden af de 9-15 cm uld!
Alt, hvad fårene kan finde at klø og gnubbe sig op af, bliver brugt!

 

IMG_8361IMG_8365Mit voldsomt grimme jernrørs-skelet fra det tidligere fårehus – som jeg endnu ikke har fået “nedstrøget” i småstykker – fungerer fint som kløpind. Der er næsten kø, når fårene er blevet lukket ud om IMG_8366IMG_8360morgenen. Især Kardemomme, Enya og Myse giver kløpinden en ordentlig tur. Gauda prøver alternativer og bruger æblegrenen til at klø midt på ryggen.

Lammeskind

IMG_5113I vinter fortalte jeg om, at jeg har sendt lammeskind til garvning (se her). Nu har jeg været på Fyn og hente dem hjem igen. Syv flotte lammeskind i forskellige størrelser og farver ligger nu rundt i stuen og pynter. De er lækre og bløde – og gode at sove til middag på!

Ja, sådan skrev jeg i begyndelsen af juli og jeg ville have lagt billedet her på bloggen  – også for at få dem solgt!
Men jeg udsatte det, fordi jeg tænkte, at der såmænd ikke var mange, der ville læse fåreblog eller købe lammeskind midt i sommervarmen.
Men nu, hvor sommervarmen har dæmpet sig, har jeg slet ikke flere skind tilbage. “Lammeskind fra Bjerget” var en succes – så det må jeg vist efter igen en anden gang!

 

Mere uldgarn fra Bjerget

IMG_7265I foråret sendte jeg en lille portion uld afsted til Hjeltholt Uldspinderi. 10 kg af det fineste og lækreste uld fra Enya, Cuba, Pyt, Spurv og Terne. Nu er garnet klar til at komme i handlen!
Jeg har fået det spundet til et garn i en tyk og lækker kvalitet med en løbelængde på 135 meter pr. 100 gram. Det passer til en pind 6-7.
I går blev der sat manchetter på og i dag bliver det sat til salg i Garnache i Haderslev og Garnache´s bod på Strikkecamp´en på Gammel Bro Camping ved Haderslev. Man kan selvfølgelig også købe direkte hos mig.
Kom ned og kig! Der bliver måske nok ikke et kæmpe”release-party”, men mange skønne strikkeoplevelser og garner at se på :). God lørdag

Uld i sække

20140731-102213-37333980.jpgJeg har været i gang med at rydde op!
Her fandt jeg det sidste uld fra forårets klipning, som ikke kom med i den portion, der blev sendt til Hjelholt. Jeg hader bare at smide uld på fyldpladsen, men jeg får heller ikke brugt det hele selv. Så alternativet var at prøve at sælge det på dba. Det gik strygende og for et par dage siden blev alle fire sække hentet og er nu godt i gang med at blive til håndspundet garn.
“25 kr, pr. sæk”, sagde yngstesønnen. “Er du da vanvittig? Så forstår jeg bedre, at så mange har kontaktet dig”. Mine børn mener ikke, at prissætning er min stærkeste side. Men jeg kom af med ulden. Nu fylder den ikke mere, så jeg er glad.

 

Nyvaskede får

IMG_4316Efter et par måneder med læmninger, halm, jord, støv og mest tørvejr var fårene og lammenes pelse ved at være lidt nussede. Men det skal jeg love for at de sidste dages styrt-byger har gjort noget ved.
Der går nu en hel flok nyvaskede og rene pelse rundt på marken! De hvide får er hvide som bare det, og krøllerne træder smukt frem! Her til højre er det Pyt.
Når bygen er drevet forbi, ryster fårene sig og i løbet af overraskende kort tid er de tørre igen! Og bliver regnen alt for slem, stiller de sig i ly nede under nogle tætte, lavthængende grene fra det omkringstående levende hegn.
Herunder er det Pyts barnebarn Spurv med den fantastiske krøllede uld. Så blød, så blød!
IMG_4322IMG_4323

 

Uld til Hjelholt

For 10 dage siden fik jeg endelig det sidste får klippet. Der gik jo lige pludselig læmninger i den – inden jeg var kommet igennem hele striben af får! Og nu har jeg fået ryddet op, sorteret og samlet ulden i sække!
Som så ofte før bliver jeg så optaget af arbejdet, at jeg glemmer at tage billeder! Dumt!
Så I må desværre tænke jer til den store bunke hvid uld, jeg havde fået klippet af fårene!
IMG_3561Det bedste og blødeste samlede jeg i tre sække og det er nu sendt til Hjelholt Uldspinderi.
Jeg står jo ikke direkte og mangler hvidt uldgarn, men jeg kan ikke holde ud ikke at bruge al den lækre lækre uld til noget.
Derfor har jeg besluttet at få spundet noget “Lynstrikkegarn” – som er i en noget tykkere kvalitet end det jeg ellers har! Det glæder jeg mig til. Når jeg så får IMG_3564farvet noget af det, må det kunne blive til nogle flotte “Sara Lund”-sweatre og meget andet.
Ind igennem plastiksækken nåede jeg lige at få taget et billede af Spurvs fantastiske uld! Man skulle altså tro, at hun har haft klovene i stikdåsen!

Tre flotte barnevognstæpper

IMG_3725I dag kom min dejlige svigermor på besøg og med sig havde hun det tredie barnevognstæppe! Så er de klar 😉
De er lavet af mit uldgarn i de tre forskellige farver garn jeg har haft! De er bare flotte!
Det hvide uldgarn ændrer sig ikke meget. Det farvede garn får derimod forskellig farve hver gang, alt efter hvilke får jeg har med hvilke farver uld! Tusind tak, søde Mille!

Skind til garvning

IMG_2193Da jeg slagtede lam i oktober, fik jeg 7 lammeskind med hjem. Lammene var så flotte i år – bløde og krøllede efter deres finuldsfar – og med mange smukke farver. Jeg besluttede mig derfor for, at jeg ville prøve at få garvet nogle skind. Det har jeg ikke prøvet før – men nu skulle det være.


IMG_2191IMG_2187IMG_2192

 

 

De 7 smukkeste skind var udvalgt på forhånd og de kom altså med retur sammen med lammekødet. Da jeg åbnede sækkene var jeg næsten grædefærdig! De pelse jeg havde gjort mit yderste for at holde fri for halm og strå, var nu fulde af savsmuld fra slagterens stald. Jeg krydsede fingre for, at det gik alligevel og gik i gang med at  fik renset små kød- og fedtstumper af – og så fik skindene ellers bare masser af salt. Jeg tror, jeg brugte 1 – 1,5 kg salt pr. skind. De blev stablet på en palle og så har de ellers bare ligget der.

IMG_2655IMG_2684IMG_2682I lørdags var der så skindindsamling på Fyn. Jeg fik læst grundigt på instruktionerne, børstet skindene fri for salt, renset dem yderligere for fedtstumper og pakket dem i klare sække, vedlagt mærkesedler, noteret chr-nummer, vejet pakkerne osv.
Og så i bagagerummet og afsted til de “Fynske fåreavlere”. Dér var bare styr på sagerne. Ikke noget med at blande tingene sammen, alle kom ind med deres plastikpakker i rækkefølge, der blev noteret og underskrevet. Meget dejligt og imponerende. Der var ingen muligheder for udveksling af baktusser og baciller, og vi havde også alle skrevet under på, at vores skind naturligvis kom fra raske dyr og besætninger.
I den korte ventetid der var, blev der serveret kaffe og nybagte boller. Luksus.
Min bekymring for al den savsmuld blev fejet af bordet – dét var intet problem!
Tak til Kirsten og Leif for god oplevelse! De modtager, samler og pakker mange skind på sådan en weekend. Det hele bliver så sendt til Tranås Skinnberedning i Sverige.

Og nu er det så bare at vente. I løbet af 6 måneder kommer der forhåbentligt 7 lækre lammeskind tilbage til Bjerget. Jeg har valgt, at de skal være i deres naturlige længde, bare masser af blød lammeuld. Jeg glæder mig!