Månedsarkiv: august 2018

Endnu et brødrepar

Johannes og Tarjei Bø er et par fine væddelam. Her er det Johannes forrest.
De holder sammen og se ofte i nærheden af hinanden. Det er jo ret hyggeligt!
Jeg har vædderlammene tættest på huset lige nu og nyder dem meget. Men mest uden for folden. De er ved at være lige lovligt nærgående og vil gerne afprøve hvem der er stærkest. Men både Johannes og Tarjei er nu meget fredelige.

Daniel og Wagner

Det er ikke så tit at det lykkes, men her har jeg lige fanget brødrene Daniel og Wagner. Lige her i de dage hvor virkelighedens Daniel Wagner har klaret sig så fantastisk flot med to guldmedaljer ved Para-EM i atletik. Og nu kan nogen så måske undre sig – for atletik er da ihvertfald ikke på programmet ved Vinter-OL. Men Daniel Wagner er jo en sej herre og stiller op i både sommer og vintersport og har deltaget i både Para Vinter -og Sommer -OL!
Disse to er også et par flotte unge vædderlam – og ovenpå denne sommer er det også en ganske særlig fornøjelse at se sådan et par brødre gå og græsse side om side.

Er du interesseret i lammekød?


Slagtetiden nærmer sig som sagt og du kan lige nu bestille et halvt eller helt lam.  Lammene slagtes på Gelsted slagteri og bliver naturligvis dyrlægekontrolleret her. Du vælger selv, hvordan du gerne vil have lammet udskåret. Jeg henter kødet i en kølebil og så henter du det her -parteret og lige til at putte i poser og fryseren (Det tager højst 30 min). Lammenes vægt svinger naturligvis, men ligger som regel mellem 17-24 kg for et helt lam – prisen svinger derfor også, men ligger mellem 1500-2000 kr. for et helt slagtet og parteret lam.
Det er dyrere end at købe en lammebov fra New Zealand, men jeg vil også vove den påstand, at det ikke kan sammenlignes. En lammekølle herfra vejer typisk 2-3 kilo udbenet, så der er meget og lækkert kød for pengene. Sammen med køllen får man så også en virkelig lækker bov, gode koteletter og hakket lammekød til lækre lammefrikadeller.

Er du interesseret i lækkert lokalproduceret lammekød fra en mindre fårebesætning, så send en mail til faarpaabjerget@gmail.com

Slagtetiden nærmer sig

Ja, tiden for årets lammeslagtning nærmer sig. Der er truffet aftale med slagteriet og salg af hele og halve lam er i fuld gang. Det er tidligere end i andre år, men det har jo som bekendt også været et anderledes år. Det manglende græs har gjort, at fodring har været nødvendig hele sommeren, og lammene har fået alt det korn og kraftfoder, de har kunnet spise, så jeg nu står med fine slagteklare lam. Det er alligevel altid spændende – for selvom jeg ser på dem og mærker efter på ryggen – så er det ikke helt til at vide, hvordan kødet så faktisk er, når dyrene bliver slagtet. Men jeg synes det tegner godt og de ligner de lam, jeg plejer at lave.
I flere år har jeg jo faktisk ikke haft vædderlammene hjemme i egen fold i den sidste  del af sommeren. Men fordi jeg har fodret, var det jo absolut lettest, at de var her. Det kan jeg rigtigt mærke nu, hvor græsset også kommer igen og de går rundt og græsser som de plejer. Så der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget – for det er en stor glæde at have dem gående rundt om huset. Jeg nyder at se på vædderflokken lige uden for mine vinduer. De er fine og flotte i deres krøllede pelse og det er hyggeligt at høre deres dybe og rustne mæh-hilsner, når jeg kommer ud til dem.

Græsset bliver grønt igen

Det er altså en stor glæde og fornøjelse at se græsset grønnes. Og også pudsigt – for andre år vil sådan en snak jo lyde som undren over, at solen står op hver morgen eller at regnen falder nedaf.
Men lige i år tror jeg alle forstår, hvad jeg mener.
Efter flere uger med brune græsplæner og -marker skaber den grønne farve masser af fryd for øjet.
Men derfor kan jeg nu alligevel sagtens allerede savne de pragtfulde lune sommerdage. Jeg er frygtelig – jeg ved det godt!

Burrer i pelsen

Jeg har jo haft gang i græsning på ret ekstensive arealer i sommer. Det giver lidt andet og mere bøvl end på en gangske almindelig græsmark. For eksempel havde Anab haft næsen langt inde over en burre-plante for at finde nogle lækre brombærblade. Med det resultat at alle de klistrende stikkende burrer sad fast i pelsen på hendes hals. Det var et værre bøvl at få dem ud igen, men det lykkedes da heldigvis.

Så kom regnen

Ikke så snart jeg var færdig med at klippe får, før nogle seriøse regnvejrsdage meldt sig på banen. Jeg tror, mine får synes, at min timing var lidt dårlig! Nu havde de svedt hele juli – og så klipper jeg dem lige som regnene begynder at falde om ørerne på dem. Men de klarer sig nu fint – og koldt er det jo ikke. Her står de bare og ser ret ynkelige og våde ud. Men det er saftsusme længe siden, at der ligefrem har stået vand på marken. Så længe, at man næsten havde glemt alt bøvlet med vand i fodertrug osv.
Det forsvandt nu også ret hurtigt ned i jorden igen.

Sommerklip

Jeg har besluttet at prøve at sommerklippe alle mine får i år. Næsten alle ihvertfald.
Jeg synes ofte, at fårenes uld er helt utroligt flot – lang og krøllet – lige omkring juletid.
Men ulden på enkelte får har lidt tendens til at begyndet at filtre i de næste måneder inden klipningen. Det vil jeg se, om jeg kan komme uden om ved at sommerklippe dem.
Så i sidste uge gik jeg i gang og fik klippet et par stykker hver dag. Denne gang med armen godt plastret ind, så det ikke giver skader. Deres sommeruld er kort og i år ekstra tør. Blishønens var også godt solbleget, så hun er et rigtigt farveskifte-får denne gang.  Spurv og Anab blev ikke klippet, for deres uld bliver i forvejen ikke så lang og slet ikke filtret.
Og så må vi se, hvordan erfaringerne bliver til vinter.

 

 

Gale katte ….. og vædderlam

Gale katte kan få revet skind, det ved vi. Men vædderlam kan rive hul i deres små horn. Jeg ved faktisk ikke, hvad der sker – om de slås eller bare banker hovedet ind i et eller andet – men det sker næste hvert år, at et af de vædderlam, der udvikler horn, får revet hul.
I går var det Johannes, der stod med en såret pande. Han ville naturligvis ikke fanges, men medens han spiste kunne jeg godt få lov til at spraye desinficerende sår-spray på såret.

Hedeslag og solstik

Jeg tror, at jeg fik en blanding af solstik og hedeslag i dag. Jeg kastede mig ihvertfald ud i at begynde at sommerklippe får midt i den værste middagshede. Hold nu op! Hvor skør kan man være. Sveden løb ned i mine øjne, så det sved og jeg næsten ikke kunne se noget. Nå, men pyt skidt. Det er der jo ikke nogen, der tager skade af.
Jeg har nemlig besluttet at prøve, at sommerklippe alle mine får. Deres pelse er så fine i december/januar, men kan have lidt tendens til at filtre lidt sammen, inden de bliver klippet i marts/april. Så nu prøver jeg i år – som et forsøg – at klippe alle her i begyndelsen af august.
Fårene ville gerne og de andre var lige så nysgerrige og misundelige, som de plejer at være, når et klippet får kommer tilbage i flokken. Idag var det Aisha (øverst) og Gærdesmutte, der var heldige. Så må vi se, hvem det bliver næste gang.