Månedsarkiv: marts 2018

Lille Bunad – slægter sin mor

Bunad er  datter af Pyt, og da det gik op for mig, at hun også blev Pyts sidste gimmerlam, blev det helt sikkert, at hun skulle blive her på Bjerget. For Pyt var et fantastisk får.
Nu viser det sig, at Bunad ikke kun slægter sin mor i sind – hun elsker at blive kløet og snakket med, er mild og glad – men, at også hun er et super sejt lille får.
Kun et år gammelt, lægger Bunad sig som førstegangsfødende lige ned, imens jeg spiser frokost og læmmer med to fine vædderlam. Og en time efter er den lille nye familie gået ud på marken, for at nyde solskinnet. Det er da top!

Gro er syg

I onsdags begyndte Gro at hænge med ørerne. Hun spiste ikke og var mat i øjnene – og hun havde feber. Hun må have pådraget sig noget infektion i forbindelse med læmningen – selvom hun jo stod ude på marken og klarede det hele selv.
Jeg skyndte mig at få kontakt til dyrlægen inden alt påskelukkede og Gro fik noget antibiotika. Jeg har lavet en ekstra boks til hende, hvor hun og hendes lam kan være i fred. Gro ligger meget ned, er virkelig slap og der er ikke meget gang i mælkeproduktionen. Det efterlader jo mig i et voldsomt dilemma. Jeg vil gerne holde gang i Gros yver, men også holde gang i lammene. Så jeg rejser Gro op, hver gang jeg er i stalden og får lammene til at drikke – men der er virkelig ikke meget at komme efter – og så får de lidt flaske bagefter. Men jeg håber virkelig ikke at det betyder, at jeg nu skal have 3 flaskelam. Jeg har jo desværre allerede arvet den mindste af Blishønes firlinger.
Dyrlægen har i dag foreslået havresuppe med druesukker til Gro. Druesukker kan ikke fremskaffes på en langfredag, men der er kommet almindelig sukker ned i den lune havresuppe. Suppen kommer i en vinflaske og en colaflaske og så hælder jeg det i halsen på Gro. Jeg håber og beder til, at hun snart får det bedre og får mælken tilbage ..please!

Vintermorgen

Skærtorsdag morgen var smuk her på Bjerget. Rigtig sådan en vintermorgen jeg elsker – men jeg kan godt mærke, at jeg ville have elsket den langt højere i januar.
Nu trænger vi mere til forår. Smukt, det er det nu altså alligevel.
Troldhaslen står flot – og får og lam står lunt og tørt inde i mit dejlige fårehus.
Mon ikke foråret venter lige om hjørnet!

Lille Moët – stor lettelse

I går da vi ellers var på vej ud efter påskeindkøb og -besøg, meldte Moët sig på banen. Tirsdag eftermiddag havde jeg faktisk dyrlægen til at komme og give hende noget ve-stimulerende – med bævende hjerte, for hvad nu hvis det var for tidligt? Det synes dyrlægen, men jeg kender Moët og har set dette mønster før. Hendes yver var spængfuldt af mælk – helt galt kunne det ikke være. I går sidst på eftermiddagen begyndte hun så endelig at gøre anstalter til at ville læmme. Hun skrabte i halmen, gik uroligt rundt – og havde gjort det noget tid, kunne man se i halmen. Men da hun lagde sig og pressede, skete der ingenting. Da jeg havde set på det noget tid – og Moët så på mig, som efter hjælp, måtte jeg ind og mærke efter, om jeg kunne gøre noget. Hvordan det får har veer er mig en gåde. Hun har det, men hvor kanalisere hun kraften hen? Hun var næsten ikke åben – igen – og først da jeg fik lirket min hånd ind og åbnet lidt op, kom en lille blære til syne. Og hver gang Moët rejste sig forsvandt den ind igen og kunne kun komme ud igen med min hjælp. Efter endnu noget ventetid – hvis nu hun kunne selv – fik jeg blæren endnu engang og  nu gik der hul på den. Jeg kunne nu mærke små forklove inde i Moët, men da jeg forsigtigt trak, var der noget der holdt imod. Det viste sig, at lammets hoved lå bagudbøjet ned langs siden af kroppen. Jeg måtte skubbe lammet lidt ind igen, få fat i lammets hoved og få det frem og så trække i forbenene. Men svup – hver gang jeg slap hovedet, vendte det tilbage langs kroppen. Jeg var nødt til at slippe det, for der var jo ikke plads til både min hånd og lammets hoved igennem livmoderhalsen. Puh, jeg var lige ved at blive helt desperat. Selv midt i fødslen kunne jeg nok mærke, når Moët havde veer, men der var  ikke noget skub, ingen kraft. Normalt kan man sagtens mærke fårets veer, der presser lammet ud, men ikke her.
Nok den 10. gang jeg havde vendt hovedet fremad, fik jeg fat om underkæbe og tænderne i undermunden med fingrene og kunne holde fast, mens jeg trak i forbenene med den anden – og SÅ kom lammet med ud. Det levede!! Åh, hvilken lykke. Jeg fik fat i et lam mere og fik også det trukket ud, så Moët kunne ligge og slikke dem begge.
Jeg var fuldstændig udmattet, anspændt og grædefærdig af bevægelse. To flotte sorte gimmerlam, fuldbårne og i fuldt vigør! Hold da op, det havde jeg næsten ikke turde håbe på. Moët slikkede omsorgsfuldt sine lam og rejste sig snart og var tilsyneladende helt ok. Jeg synes jo nok, at det måtte betegnes som en hård omgang, men hun har lige siden gået roligt rundt, med klare øjne, god appetit og passer og nusser sine aktive lam.
Nøj, sikke en lettelse! Det lykkedes! Min fornemmelse holdt stik. #gladfåreholder

Fasan i pleje

I de sidste par uger har en fasankok boet i hæk og buskads helt tæt ved bygningerne. Han har haltet voldsomt og sad meget stille i de første dage, jeg så ham. Han har nok haft ørerne i maskinen og kun lige med nød og næppe sluppet fra det med livet i behold. Han har holdt til og ryddet op under foderbrædtet og har fået lidt korn, når jeg var på vej ud til hønsene. Men nu går det bedre igen. I søndags stoltserede han rundt – kun ganske let halt –
og tog sig ud i sin flotte forårspragt. Så mon ikke han snart drager ud i verden og finder sig en sød høne?

Gro har også fået lam

I formiddag skulle jeg lige et smut til bys og købe, hente og bytte nogle ting.
Gro gik lidt uroligt rundt og jeg overvejede..  Skulle jeg blive hjemme eller skynde mig afsted og komme hjem igen. Jeg holdt øje i en halv times tid på god afstand, men der var ikke rigtigt nogle forandringer at spore, så jeg skyndte mig afsted.

Da jeg kom hjem igen stod Gro nede på marken med to store flotte lam. En sortgrå vædder og en nærmest lys rødbrun gimmer. Gros lam er nogle ret solide typer, men meget dejlige og skønne. Og disse to ser ikke ud til at blive undtagelser! Så nu er der 14 lam – hurra!

Et virkeligt energibundt

Aishas lam har – som tidligere beskrevet – været et energibundt uden lige, lige siden hun mødte verden. Hun har som enebarn fået alt det krudt i fostertilværelsen, hun kunne bruge og nu har hun sin mors konstante, let forpustede og bekymrede opmærksomhed. Jeg fulgte hende med kameraet i eftermiddags. Jeg kunne se, at hun var klar til spillopper. Men som det tydeligt fremgår, var jeg ikke forberedt på,  hvor store spilloper man kan lave, når man er et tre døgn gammelt lam. Pragtfuld lille krudtugle – men al den aktivitet tager da heldigvis også på kræfterne, så hun efterfølgende har brug for et hvil – og Aisha også.

Min blog er håbløs på Ipad

Her i vinter har jeg fået flyttet min blog til min egen adresse, hvor jeg tidligere har været på en gratis løsning. Jeg købte hjælp udefra, for sådanne sager er ikke noget, jeg forstår mig på.
MEN min nye side er desværre helt håbløs på Ipad især og til dels også på Iphone. Jeg beklager virkelig, men lige nu er det det eneste jeg kan gøre. Når der falder lidt mere ro på det hele igen, må jeg se om jeg ikke kan finde nogle mennesker med metoder og tricks, der kan få det gjort bedre.
Når man åbner min blog, ser det sådan set ok ud (billede 1), selvom det er lidt kedeligt og ikke så indbydende som før. Men når man så klikker sig ind på de enkelte indlæg, ligner det jo at jeg har kastet billederne ind med en møggreb og desuden ser dobbelt. Og det har jeg altså ikke. Jeg beklager – og opfordrer til, at man så vidt muligt “tilgår” min side fra en pc.

Gærdesmutte har fået drenge

Mens jeg spiste min aftensmad lagde Gærdesmutte sig og fødte sine lam. Jeg havde lige gået en rundt på marken inden maden og ladet mig imponere af, hvor store fårene er, når de ligger og hviler. Også Gærdesmutte. Men da jeg kom ud og skulle fodre og lukke porten, stod Gærdesmutte stadig ude på marken i den sidste aftensol og slikkede to hvide vædderlam, der lige var ved at lære at stå op. På jorden lidt derfra lå et lillebitte dødt lam, som så ud til at have været dødt i noget tid, og slet ikke var færdigudviklet. Lidt trist, men det er jo hvad der sker – og det er bare godt, at Gærdesmutte fik to levende sunde lam alligevel.  Jeg tog lammene på armen og fik mor og børn ind i staldens lune for natten.
Det er nogle seje ældre får jeg har. De er gode til at klare tingene selv og er super gode mødre. Det er en stor fornøjelse.

Får på ryggen

I går var det et forholdsvis vindstille og mildt vejr, så den passede fint til udendørs sysler, hvor jeg kunne gå og holde øje med fårene samtidigt. Og det var faktisk meget heldigt. For pludselig så jeg Anab ligge nede på marken og sprælle med alle fire ben i vejret. Jeg havde tilfældigvis kameraet i hånden og tog et par billeder, mens jeg holdt øje med, hvad der skete – og kom ind i folden. Anab prøvede at vende sig og komme på benene igen, men hun prøvede op ad bakke og det lykkedes ikke. Efter en kort hvilepause prøvede hun heldigvis at rulle sig til den anden side og her hjalp terrænet og Anab kom på benene. Puha!
Senere på dagen var det saftsuseme galt igen. Nu lå Harissa på ryggen og sprællede – og jeg havde ikke noget kamera om halsen – men til gengæld kunne hun simpelthen ikke komme op ved egen hjælp og jeg måtte hen og skubbe hende rundt, så hun kunne komme op på alle fire. Føj for den.
Når fårene er så langpelsede og så gravide, som de er nu, er de nærmest helt firkantede og hvis de – når de ligger ned – får sig trillet om på ryggen ved et uheld, så kan de nogen gange simpelthen ikke komme op igen.
For nogle år siden havde jeg et får, Lys, der døde, fordi hun lå sådan for længe. Jeg kom sent hjem og gik ud for at fodre, men Lys manglede. Hun var trillet om på ryggen i en lille gryde på marken og havde ligget der så længe, at hun døde få minutter efter jeg fandt hende. Hun var netop langpelset og højgravid, og det var virkelig trist sådan at miste et supergodt får og mindst to lam. Så jeg må have øjne på stilke i den kommende tid