Månedsarkiv: februar 2018

Vinter over Bjerget

 

Den sibiriske kulde blæser over Bjerget med kuldegrader, sne og fygning.
Fårene har været lidt ude i dag, men var krøbet i ly i stalden, da jeg kom hjem fra arbejde, så der var godt med sne i pelsen. Det hele var meget fredeligt i morges,
så derfor åbnede jeg for porten, men det var lidt bøvlet at få den lukket igen, da jeg kom hjem. Der måtte lidt graven og hiven til, før den kom løs og kunne skubbes til.
Men nu står fårene – om ikke lunt – så ihvertfald i læ og med halmens lune om fødderne. Billederne er ikke så kunstneriske, for mine fingre var ved at falde af i den kolde blæst.

Hegnet er blevet klippet ned

I forrige uge, hvor vi lige havde fået et kortvarigt drys sne, stod hele flokken pludselig samlet ude foran huset! Jeg hev kameraet med ud, lys, sne og samlet fåreflok er en sjælden kombi i disse dage.
Men da jeg kom ud, var der en uvant lyd i luften – og det var den fårene reagerede på også. Det levende hegn rundt om hele folden var ved at blive skåret ned af en kæmpe maskine.
Vi vidste godt at det ville ske, når maskinen kunne bunde, men huuu, det bliver bart i de næste par år! Men så kommer beplantningen stærkt igen og det levende hegn har godt af at blive beskåret ind imellem.

 

Julen bæres ud – og sættes til livs

 

 

 

 

Vores juletræer har ligget lidt tid på græsplænen, men for et par dage siden,
blev de kastet ind på fårenes græsmark.
Det vakte jubel og hele flokken kom løbende. Det var dog i første gang det “rigtige” juletræ, der blev gnasket i, mens det udendørs træ øjensynligt var noget mere farligt. Moët var ihvertfald noget nervøs!

Skindene er indleveret til garvning

Efter efterårets slagtning af lam, fik jeg jo nogle udvalgte skind retur. De har ligget saltet ned lige siden. Men det har drillet lidt i år og der var et par skind, der måtte kasseres. Resten fik jeg pakket i plastsække, sat mærker på og jeg har også fået udfyldt alle de formularer der skal til.
Lørdag blev de så indleveret hos et ægtepar på Fyn, der hvert år står for indsamling af lammeskind fra Fyn og omegn. De får alt det logistiske til at lykkes, sender dem samlet til garvning i Sverige og modtager dem igen, når de er færdiggarvede engang senere på året. Et imponerende arbejde – og rigtigt dejligt at komme af med skindene.
Det giver plads i garagen. Nu er det så bare at vente – og håbe, at skindene bliver flotte!

Vi er her endnu

Ja, jeg er her endnu, selvom jeg virkelig ikke er god til at få lavet indlæg i denne tid.
Der sker så meget andet i denne tid, og der sker så lidt i fårestalden. Det er mørkt både morgen og aften, når jeg fodre og fårene holder sig mest inden døre i staldens lune.
Her er stadig meget vådt på Bjerget, “regntiden” har desværre bredt sig ind i 2018 også.
På billedet her har I den søde, glade Aisha, der står så glad i mudderet og håber, at der falder en godbid ud af min lomme. Vi håber, at den lovede frost for de kommende dage kommer, så alle kan færdes lidt mere tørskoede – ligesom lidt sne vil forstærke effekten af de nu mærkbart længere dage! Det går den rigtige vej og det er dejligt!