Jeg har et hængeparti fra de travle slagtedage. Jeg hentede, som jeg har gjort de senere år, en del af skindene fra de slagtede dyr. Jeg vil gerne have dem garvet. Men det er en lang proces – og heldigvis glemmer jeg fra år til år, hvor lang en proces det er! Ellers blev der ikke så mange skind, er jeg bange for.
Samme dag som alle får og lam er blevet slagtet kører jeg til slagteriet og henter alle skindene hjem igen. Det er sådan set det eneste tidspunkt, hvor det ind imellem kan føles lidt “sært”. Et døgn før har man stået og kløet i den samme pels, men dengang var der et levende væsen indeni. Nu ligger skindet bare.
Slagteriet havde lagt dem i en lang stribe, med skindsiden ned, så de ikke blev så våde i den (også den dag) silende regn. Jeg fik fundet mine, læsset på traileren og så kørte jeg hjem med dem. Jeg havde ikke fået det forberedt så godt, så jeg var rundt ved diverse dagligvarebutikker og rydde deres lager af billig grov salt.
Og så stod jeg ellers hele eftermiddagen og dryssede med salt, kilo efter kilo ud over skind efter skind. Der var saltstøv i luften omkring mig, så jeg smagte salt – og kom først til slut til at tænke på om man egentlig burde have støvmaske på. Alt det salt ned i lungerne – er det mon sundt??
Nå, men jeg fik ihvertfald saltet en ordentlig bunke skind. Jeg har beholdt skindene fra alle de farvede lam, for de er forrygende flotte og deraf nemme at sælge. De hvide er også flotte, men de er lidt mere almindelige, og ryger knapt så hurtigt over disken, så der hentede jeg kun de allerfineste hjem.
Jeg har en vild plan om, at jeg i år skal prøve at have et af de hvide skind farvet i forb. med garvningen. Et smukt krøllet og blødt knaldrødt skind! Var det ikke noget?