Da jeg i et indlæg længere nede skrev, at det ikke er hårdt ved mig at sende dyr afsted til slagtning, var det på det helt generelle plan også rigtigt. Men i år var det bare hårdt ved mig, fordi jeg var nødt til at sige farvel til Pyt. Pyt var med sine 8 år selvfølgelig ved at være et ældre får, men hun var glad og trivedes godt og var slet ikke træt på den måde man kan mærke på får, der er for gamle. Så hun skulle helt sikkert have blevet her, men …. Som jeg tidligere har fortalt har Pyt fået et slag eller andet her i sommer, der har skadet hendes skulder. Hverken dyrlægens besøg, tiden eller mine forsøg på skuldermassage har hjulpet og der var ikke rigtigt mere jeg kunne gøre. Pyt haltede og havde ondt og stod hele tiden med det venstre forben let løftet, så der ikke kom vægt på. Og det går jo ikke. Det er min pligt at sørge for, at dyrene har det godt, og ellers tage konsekvensen af det. Så derfor drog Pyt med flokken afsted i lastbilen. Og jeg stod tilbage med tårerne trillende ned af kinderne. Ja, jeg kan ikke engang skrive om det nu, uden at jeg sidder og tuder. Slagteren kunne godt se, at jeg var lidt ramt og lovede at få hende herfra med værdighed og respekt.

Ja, det kan måske godt lyde mærkeligt, for et får er vel bare et får, men nej. De er lige så forskellige som alle andre, og der er bare nogen man bliver tættere knyttet til end andre. Jeg har flasket det lille myr op og jeg var hendes mor og det har selvfølgelig gjort, at hun var tam og nem at komme til for mig og andre. Men Pyt var også særlig, fordi hun havde masser af personlighed. Hun var det gladest og sejeste lille får. Hun ydede sit ypperste, fik mange lam og passede dem så omhyggeligt, selvom de et år var lige ved at suge livet ud af hende. Jeg gik ud til hende i folden nogle dage før og satte mig og forklarede hende, at jeg synes, hun var det sødeste lille glade får og at jeg aldrig vil glemme hende. Men at det faktisk var for at passe på hende, for at hun ikke skulle gå og have ondt.
Jeg håber, at hun forstod mig. Hun fik nogle ordentlige knus og hun skubbede som altid lidt til mig og nussede tilbage, fordi hun kunne mærke at jeg var ked af det.
Farvel, lille Pyt