Alle de voksne får vi mødte på vores vej – nogen gange meget bogstaveligt – havde et halsbånd på med en klokke i. Der var røde, grønne og blå halsbånd, men klokkerne havde den samme lyd.
Når vi var rundt i de norske fjelde på vandreture eller sad og nød livet ved en hytte, kunne vi ind imellem konstatere, at der måtte være får i nærheden. Ofte mødte vi dem aldrig, men vi kunne høre, at de var der. Koseligt!
Jeg prøvede at google “sauer og klokke”, for eventuelt at finde et sted, hvor de sælger sådan en klokke, men fandt i første omgang ikke rigtigt noget. Men så let skal man jo ikke give op!