Månedsarkiv: august 2017

Lam i vinduet

Sikke dog jeg nyder, at gimmerlammene er kommet op at gå foran huset.
Det er så hyggeligt – og i de første dage kunne jeg rigtigt mærke, hvor meget jeg havde savnet det.
Når man går rundt inde i huset og bare lige løfter blikket – så går lammene lige dér.
Det er da dejligt

Vædderlammene får korn

Vædderlammene har det fint, men er ved at have spist en del af deres græs og mangler lidt mere. Det er helt normalt på denne tid. Så jeg er begyndt at give dem en lille portion korn hver dag. Også for at vænne maverne til den nye kost.
Den lille kostforandring/tilskud synes de er skønt. De kommer glade løbende og guffer kornet i sig – også som her, når det plaskregner.

 

Frisk græs til gimmerlammene

Får og gimmerlam har gået længere nede på marken i en tid, men græsset foran huset fik fred til at vokse op igen. Men nu er det langt, saftigt og flot grønt.
Det må lige være guf for pigerne, der skal vokse sig store og flotte, tænkte jeg, og fik flokken drevet herop foran huset. Det vakte stor glæde og begejstring, da gimmerlammene opdagede det grønne græs rundt om hjørnet. Farten blev sat op, et par små bukkespring, og så i løb ca. 10 meter ind på folden, hvorefter hovederne blev sænket – og ikke løftet mede de næste par timer!

Pyt er halt

Pyt er halt og det har hun været en tid.
Det er ret bekymrende og hverken dyrlægen eller jeg kan finde ud af, hvad der er galt. Hun halter på venstre forben. Dyrlægen mener, at hun må have fået et ordentligt skrub på skulderen af et af de andre får – måske i lidt hierarki-infight. Hun har fået noget smertestillende, det hjalp absolut ingenting, og så skulle vi lige se tiden lidt an.
Men tiden hjælper tilsyneladende ikke på problematikken. Huh ….. det er ikke rart, hvis hun bare ikke kan mere, den søde søde lille Pyt. For bortset fra haltebenet er hun jo det samme søde og glade lille kælefår, som hun plejer at være.

Fine lam med flotte rumper

Mine lam har det rigtigt godt. De trives og vokser – og med den her sommer er de jo så renvaskede, så det er en lyst! Pelsene er klare i farverne og krøller er elastiske og fine.
I varme og tørre somre kan pelsene godt blive lidt støvede, og deraf stive og kedelige, men det problem har vi da ihvertfald ikke i år.

Det allerbedste er næsten, at alle lammene er helt fri for mavepine.
Ingen har forspist sig i frisk græs, ingen har orm eller andet mavebøvl, så alle haler og rumper er lige så fine som resten af kroppen. Det er bare dejligt!

Flere valnødderøvere

Ja, ligesom æblet ikke falder langt fra stammen, så er det heller ikke vanskeligt at se hvor gimmerlammene har lært valnøddefangerkunsten! I forbindelse med lidt omflytning skulle fårene for en kort bemærkning være i Æblehaven. Der var to store fokuspunkter – og desværre var ingen af dem græs. Der kunne gufles valnødder – eller man kunne trække et nummer i ryg-klø-maskinen – det lille halvt væltede egetræ! Blomst trak grenene ned, så både hun og Spurv kunne knuske valnødder. Blishønen var vaks ved egetræet og var ikke sådan at få jaget væk igen!

 

En klokke er en bjelle

Nu må jeg altså se at blive færdig med mine små historier fra Norge:
I min søgen efter en klokke med halsbånd til at tage med hjem til fårene, gik jeg ind i en isenkram i Bergen og sagde: “Undskyld, nu kommer der et virkeligt fjollet turistspørgsmål! Hvor kan man mon købe sådan en klokke til et får? Jeg synes ikke, jeg kan finde noget på nettet!”. Et par yngre ekspedienter tænkte sikkert deres, men svarede mig så sødt: “Nei, det er fordi en klokke kalles en bjelle på norsk! Men det selger vi ikke”.
Det havde jeg heller ikke forestillet mig, men de kastede sig ganske frivilligt ind i opgaven med at hjælpe en fåretosset danske turist og kunne få minutter efter give mig adressen på “Fælleskjøbet” i udkanten af Bergen.
Så inden vi drog tilbage mod syd, var vi omkring Fælleskjøbets afdeling i Bergen. Der var mange gode sager i den lidt grovere ende af isenkram – til have og bonderøvs-segmentet.

Og her fandt jeg så min souvenir – et fint rødt halsbånd med bjelle! Ved den næste festlige lejlighed kommer det om halsen på et af mine får

 

Geder ved Bergen

Vores ferie bragte os også til Bergen, som er en dejlig by og bestemt et besøg værd.
En dag var vi med en lille togbane op til Fløyen, hvorfra vi kunne nyde udsigten ud over hele Bergen centrum. Der var mulighed for mange aktiviteter og mange mennesker, men pludselig mødte vi også geder.
De havde deres eget shelter med adgang forbudt for mennesker og fred til et middagshvil – men ellers var det helt tydeligt, at de var vant til turisternes opmærksomhed og tog det hele med ophøjet ro. Ja, nogen nød det helt åbenlyst!

Kashmirgederne her skal hjælpe med at holde områdets vegetation i ave. De havde ikke klokker om halsen, men derimod en lille sender, der var forbundet med noget gps-system. Området omkring bjerget Fløyen var ikke hegnet, men markeret digitalt, sådan at gedernes halsbånd begynder at summe og snurrer kraftigere og kraftigere, når de nærmer sig udkanten af det område, det er meningen de skal være på. Hvis de bare fortsætter og kommer ud til “kanten”, får de stød i halsbåndet. Når de har prøvet det et par gange, reagerer de allerede ved halsbåndets summen og bliver inde på området. Det synes jeg dælme lyder smart. Og da især i Norge, hvor der er meget uvejsomt terræn og mange steder, hvor jeg nødigt ville grave hegnspæle ned.
Men også her til lands. Vores faste folde og indhegninger kan give god mening, men ideen må kunne bruges mange andre steder, der bare skal græsses af for en kortere bemærkning. Tænk, alle de hegnsomkostninger man kan undgå. Hvis man først har købt halsbåndene og det medfølgende gps-system, og dyrene har lært, hvordan det virker, må man jo kunne “afmærke” et nyt område og flytte dyrene dertil for en tid – uden at bruge tusindvis af kroner på hegningen først: En frøgræsmark, der skal græsses ned efter høst, et stykke tilgroet hede eller eng, der skal naturgenoprettes og bagefter skal ligge åben igen.
Ja, jeg ved ikke andet end det de fortalte turisterne på Fløyen, men inde i mit hoved der virker det smart til brug i “yderarealerne”. Måske især, hvis eventuelle ulve i samme yderområde fik et halsbånd med de omvendte koordinater.

Klokkefår

Alle de voksne får vi mødte på vores vej – nogen gange meget bogstaveligt – havde et halsbånd på med en klokke i. Der var røde, grønne og blå halsbånd, men klokkerne havde den samme lyd.
Når vi var rundt i de norske fjelde på vandreture eller sad og nød livet ved en hytte, kunne vi ind imellem konstatere, at der måtte være får i nærheden. Ofte mødte vi dem aldrig, men vi kunne høre, at de var der. Koseligt!
Jeg prøvede at google “sauer og klokke”, for eventuelt at finde et sted, hvor de sælger sådan en klokke, men fandt i første omgang ikke rigtigt noget. Men så let skal man jo ikke give op!

Sommerferie i Norge

Min søde mand og jeg har holdt ferie i Norge i år. Det er et flot, dyrt og dejligt land.
Vi var rundt i det sydvestlige hjørne af det kæmpestore lange naboland – Kristiansand, Stavanger, Odda, Bergen, Bykle og tilbage til Kristiansand. Og som altid blev en lillebitte del af ferien brugt som Får på Bjerget´s udsending, så jeg kan lave et par små oplæg om får på andre bjerge.
De har jo ret meget plads om sommeren – de norske får. Her er ved bunden af Lysefjorden mødte vi en færist og dette skilt – og mange hårnålesving senere disse meget fritgående får! Det må simpelthen være det helt gode fåreliv. Men man skal nok også tænke sig om og tage vare på sig selv!