Månedsarkiv: juni 2017

Fårene er flyttet hjem igen

Fårene har spist alt græsset på besøgs-marken og i går aftes gik turen hjemad igen. Endnu en gang var der søde mennesker, der hjalp med at drive og holde sammen på flokken.
Da vi først i gang lykkedes det også fint – men altså – det skal åbenbart være svært at få begyndt – hver gang! Fårene løb hid og did, og Gærdesmutte hoppede tilbage i folden igen og var så svær at få ud, fordi hun skulle drives væk fra flokken for at komme ud ……
Men, men, men, når så først flokken er samlet og i drift, så går det altså ret fint, og efter den første kilometer er fårene løbet trætte og hiver mere efter vejret end vi andre.
Vi havde satset på, at alle trafikanter spiste til aftensmad, og det holdt vist stik, for vi mødte meget få biler og kun et par  cykelryttere, der fint kunne hjule forbi.
Da vi skulle over en lidt større vej, fik vi lidt ekstra hjælp til eventuelt at stoppe biler, men der var nu kun en enkelt – og så gik det ellers hjemad mod Bjerget. Der var nogle, der var ved at være godt trætte, da vi nåede frem, men så var der også belønning i form af frisk græs, en tår vand og et hvil.

 

 

 

 

 

Temperamentsfuld vibe

Hver gang jeg er ude ved fårene, har jeg en meget ophidset vibe på nakken.
Jeg har ikke opdaget, hvor reden er, men den må vel være et sted. Jeg har forsøgt at forklare, at jeg ikke har onde hensigter, men det er ikke gået op for den endnu. Den flyver skrigende rundt over mit hoved og dykker ned over mig. Aldeles rasende.
Men hvis jeg er der længe nok og sidder rimeligt stille, bliver den til sidst træt af det og slå sig ned i det, som regnen har gjort til et lille vandhul.

Så kom regnen

Meteorologernes forudsigelser holdt stik! Det var dejligt! I den sidste uge har det regnet en del og fredag var der fuld tryk på. Vi har nok sammenlagt fået en 60-70 mm i den forløbne uge. Så nu må græsset da give sig til at gro. Det gør heller ikke noget.
Fårene var noget våde i pelsen, men når regnen hører op ryster de sig grundigt og så varer det ikke længe, før de er tørre igen! Og så fine og renvaskede i pelsen. Det er godt med sådan en skylle.
Her er det en meget våd Ulefoss øverst – og lige så våde Drit, Kult og Hanun nederst.
Herhjemme er trillebøren godt fuld af vand.
Det er godt!

 

Gardermoen er fræk

Jeg er ikke i tvivl, når jeg er ude i folden og der er en, der bider i mit tøj. Gardermoen er vild med opmærksomhed og får den gerne ved at tage fat i mit tøj og hive i det.
Det er sjovt, synes han. Her har han fået fat i kjolekanten. Det er ok! Det er straks værre, når han får fat i et stykke med bukseben – og et stykke skind inden under også! Av for den!

Jorden er knastør

Efterhånden som får og lam får gnavet græsset ned bliver det tydeligt. Jorden er knastør og græsset er brunt i bunden og vokser ikke. Der er virkelig forskel på striberne på marken. Hvor fårene har gået og hvor der lige er lukket op.
I går åbnede jeg til det sidste stykke med langt frisk græs på denne fold – og endnu engang var jeg en populær skikkelse. Forskellen er også tydelig! Nu må vi håbe at meteorologernes varsler om regn holder stik, så græsset snart kan komme i gang igen.

Lækker lammepels

Lammenes pels er nu ved at være så lang, at lammekrøllerne rigtigt træder frem.
Og sikke krøller! Det er jo bestemt meget forskelligt fra lam til lam, men prøv lige at nyd de nærbilleder jeg har snydt mig til her. Det er da ren “chokolade”. Nøj, de er bløde og fine!
Moëts grå lam “K” er bare uovertruffen.
Her er hun beskåret lidt sært, netop for at I virkelig kan se, hvordan hele hendes krop er dækket af de blødeste proptrækker-krøller.
Men også Siren, Oslo og Sorti herunder er lækre. I sollyset er det svært at se, men Sortis pels er …. kulsort. Der bliver helt sikkert nogle fine skind til næste år.

Pyt, Bunad og Gardermoen

Pyt har det sorte gimmerlam Bunad og det hvide vædderlam Gardermoen at passe på i år. Pyt er jo en meget erfaren og god mor og det er et par rigtigt fine lam. De er dejligt præget af deres mors kæle-lyst og store tillid til mig, så det er nogle af de lam, der gerne vil snakke og ihvertfald gerne vil være i nærheden og hive lidt i mit tøj. Det gør så også, at de faktisk er nogen af de sværeste at fotografere, for de kravler alle tre gerne helt ind i kameraet. Men søde og lækre – det er de bare!

Vi savner ….. hinanden

Ja, vi savner fårene herhjemme – og det er jo ikke så mærkeligt! Det sjove er, at det virker som om fårene savner mig og de hjemlige omgivelser mindst lige så meget. De kommer susende i samlet flok, når jeg viser mig derude.  Så skal de kæles med og snuse og puffe og bliver ved med at stå rundt om mig og følger mig rundt. Det gør de altså ikke hjemme. Der er der jo gange, hvor de knapt gider komme, når jeg kalder. Og det er ikke, fordi de er sultne. Der er rigeligt med græs – som de gladeligt forlader for at hilse på mig!
Det er vældigt godt for mit fåremor-selvværd, men det besværliggør helt sikkert mit lille projekt med at få taget fotos af de sidste familier. Det er næsten umuligt at komme på afstand af fårene, sætter jeg mig på hug, så kommer motiverne straks hen og vil snakke – eller andre puffer til mig bagfra. Derfor må I bære over med de ikke altid helt rolige og fine billeder. Men hyggeligt det er det – jeg nyder det bestemt!

Seje lille Anab

Anab er jo en af førstegangs-mødrene, men hold da op en sej lille én af slagsen. Hun passer simpelthen sine to drenge, Sorti og Lille Gut, så flot, så de er fine og udfyldte og fulde af kraft. Hun selv er så absolut den tyndeste af de tre.
Sorti var halt i nogle dage, og jeg kunne simpelthen ikke finde ud af hvad der var galt, men nu er det væk igen. Han har måske trådt forkert eller noget. Heldigvis er det ihvertfald væk igen!
Billederne her er – som I sikkert fornemmer – taget i hver sin ende af folden. På det første stykke, der nu er gnavet godt ned- og så på det næste stykke græs, som jeg har åbnet op for. Og der er det svært at få fårene til at løfte hovederne.