
Ind imellem er der jo søde mennesker, der spørger om jeg ikke snart kan leve af min lille virksomhed på Bjerget.
“Du kan jo så meget, Dorte – og sælger både lammekød og skind og får spundet garn og kan strikke”. Og det er jo meget sødt sagt!
Men når revisoren har lagt sammen og trukket fra og sagt summa summarum og simsalabim, så er overskuddet for et helt års arbejde i stald og mark ikke imponerende.
Der af følger at timelønnen ikke bliver overvældende stor, selvom jeg har medregnet tillæg for både søgnehelligdage, delt tjeneste og nattevagter. Overskuddet af min lille virksomhed er faktisk kun lige stort nok til at indkøbe et par sorte herresko i Lars Løkkes prisleje.