Da jeg skulle ud og aftenfodre og lukke flokken ind for natten, kom Gro ikke med ind. Hende har jeg også holdt øje med hele dagen – sammen med Pyt. Jeg fik de andre ind i en fart og kom afsted ud på marken. Der lå Gro med en næsetip og et par klove tittende ud. Men lige meget hvor meget hun pressede, kom de ikke længere. Jeg fik trukket forbenene frem, så de var strakte og hjalp så med at trække lammet ud. Det var kæmpe! Ih, du glade! Ikke så mærkeligt, at hun ikke kunne føde det selv. Den rejste sig efter max. 20 sek! Absolut klar til at indtage verden. Gro fik slikket sit store vædderlam lidt, men lagde sig snart igen og pressede endnu et lam frem til samme punkt. Denne gang kun med næsen. Men et enkelt forben kunne jeg finde og således fik vi ved fælles hjælp et stort gimmerlam bragt til verden. Pyha! Sikke en lettelse.
Da de havde stået og nusset en halv times tid gik jeg tilbage til stalden efter en balje. Jeg lagde de to lam op i baljen og bar dem tilbage mod stalden. Hold da fast! Man forstår altså godt, at også Gro har haft en lidt tung og vraltende gang i de sidste dage.
Den lille familie fik lidt tid i græsset foran stalden, og kom så ind i stalden, da det blev mørkt. De bliver natten over i en lille ekstra boks jeg har lavet, så de lige kan lære hinanden at kende og få lidt ro.
De to lam skal klart hedde Harald og Sonja! De kan næsten ikke hedde andet. Det er lige ved at udvikle sig til en tradition, at Gros lam er royale. Sidste år hed de Malik og Malika (konge og dronning) – og blev født på præcis samme dato!
(Billederne er lige til den uskarpe side, men det var det absolut sidste dagslys vi brugte).