Månedsarkiv: marts 2017

Fem på en nat

Da jeg kom ud i stalden her til morgen var der fem lam flere end da jeg gik i seng. Hold da helt op! Blishønen har fået tre sorte lam, to piger og en dreng med blis. Den ene var kommet lidt langt væk fra sin mor, så der blev en brægen og hurlumhej, da jeg tændte lyset. Men den fandt hurtigt hen til den rette lugt, sin mors milde røst og en pat, der smagte godt.
I et andet hjørne stod MØ med to hvide lam. En vædder og et gimmerlam. De var store og virkede ret robuste og klar til at indtage verden. MØ har et kæmpe yver og masser af mælk, så de skal bare tage for sig af retterne.
Det er jo fantastisk dejligt, som de er gode til at klare det hele selv. Så jeg fik ordnet stalden lidt og givet halm og hø, åbnet døren til en dejlig forårsdag – og så var det ellers afsted på arbejde i en fart.

Navnetema 2017

Traditionen tro bliver mine lam jo navngivet – og der er et navnetema for hvert år. Det er kommet lidt af sig selv for mange år siden og nu er det bare sådan det er. I flokken giver det den fordel, at jeg kan bruge det som markør for, hvilke får, der er lige gamle og hvis jeg kunne hele navnetema-rækkefølgen udenad, ville jeg så også kunne sige, hvor gamle de er alle sammen, men her kan det godt knibe ind imellem. Men Myse og Gauda er ihvertfald jævnaldrende – fra oste-året – ligesom Terne, Blishønen, Gærdesmutte og Spurv er fra året med fugle som tema!
Temaet for 2017 bliver Norge! Fordi mine to ældste børn lige nu bor i Norge, fordi vores pragtfulde svigerdatter er nordmand – og fordi vi påtænker at tage på ferie i det storslåede naboland til sommer.

Spurv har fået to vædderlam

Da jeg stod op her til morgen lå Spurv lige så fredeligt med to lam ved sin side. I går havde jeg næsten på fornemmelsen, at hun stod “i kø” uden for stalden og hun har nok nærmest bare ventet på, at natten skulle falde på, så hun kunne læmme i fred.

Spurv har fået to ret store vædderlam, et lyst og et sort, med hvide øre og pandelok.
De skal nok blive et par store kraftkarle, for Spurv er en fantastisk mor med masser af mælk og kærlig pleje.

Gærdesmutte vil også være med

Da jeg kom hjem fra arbejde stak jeg hovedet ud i stalden åndede alt fred og ro.
Spurv og Gærdesmutte lå fredeligt og hvilede. Jeg kiggede noget på Gærdesmutte, for hun er ekspert i at snyde mig, men hun lå helt afslappet. Jeg gik rolig ind til min søde mand og nød en kop kaffe.
Da jeg en time efter kom ud i stalden igen, var Gærdesmutte på vej ud af stalden med tre små lam! Hun er en snu fåre-mamma – og hun får det, lige som hun vil have det. Hun må simpelthen have holdt vejret og knebet sammen, da jeg kom forbi og så have født umiddelbart efter. Lammene var slikket rene og var helt tørre, da jeg så dem!
Og selvom jeg da nok kunne sparke mig selv over skinnebenet, fordi jeg ikke blev i stalden, så kan man jo ikke ønske sig det ret meget bedre. Et får, der bare kan selv, lægger sig og får tre fine lam og passer dem så flot! En sort gimmer og to hvide vædderlam. Sådan! Her er de trukket ind igen og får et velfortjent hvil.

Lille Moët – men denne gang med happy ending

Mens jeg gik og nød synet af Aisha og hendes lille lam i eftermiddagssolen, kom jeg pludselig til at lægge mærke til, at Moët lå meget ned og var noget hævet og rød bagtil.
Jeg gik lidt og summede over, hvad hun mon lagde an til ….. Indtil det pludselig slog mig, at det da vist var det helt samme billede som sidste år. Jeg fik hevet telefonen frem og fundet og læst den gamle historie om “Lille Moët” på bloggen her fra den 31.3.16. Den historie lignede fuldstændigt det jeg så, og dengang endte det ikke så godt. Så jeg fik hentet foderspanden og fik hele flokken ind på stald og så fik jeg fat i Moët.
Sidste år ventede jeg for længe, det besluttede jeg hurtigt, at jeg ikke ville i år. Det kunne jo dårligt gå værre end det gik sidst!
Jeg fik vasket hænder, hentet en spand varmt vand – og så gik jeg i gang. Moët var ikke åben, men jeg kunne mærke, at noget pressede på og ville ud, så jeg fik lirket min hånd ind og langsomt åbnet mere og mere for livmoderhalsen, og fik fat i nogle forben. Og lammet derinde var heldigvis levende, for det trak hele tiden sit ene forben til sig.
Men ud det skulle det, og det kom det. Et hvidt spillevende gimmerlam! Hvor glad er man så lige? Temmelig glad! Jeg mærkede efter om der var flere lam, og det var der. Jeg tænkte, at det skulle hun have lov til selv at føde, men der skete ligesom ikke mere og i de sidste aftensolstråler trak jeg også det næste lam ud. Et sort gimmerlam, der både sprang ind i verden, men også nærmest kastede sig rundt på græsset fra det sekund hun rørte jorden. Hun ville op at stå og det kunne kun gå for langsomt og hun brægede højlydt og vedvarende indtil det lykkedes hende!
Åh, hvor dejligt! En lykke lille familie på tre – og en glad fødselshjælper.

Årets første lam

Da jeg skulle til at åbne porten til fårestalden i morges hørte jeg en lille lyd!
Hov! Kunne det nu også passe?? Jeg mente bestemt først, at jeg kunne begynde at få lam fra på torsdag-fredag!
Men det var der ikke nogen, der havde fortalt Aisha, der nok så frejdig og helt rolig stod og slikkede et lille helt nyfødt lam!
Ret sejt af en førstegangsfødende. Hun slikkede og nussede, og da jeg åbnede porten ud til folden, gik de andre får roligt ud, så den nybagte mor kunne få lidt ro! Men de gik ikke længere væk, end at hun kunne kalde, hvis der var noget (Ja, nu fortolker jeg vidst ;)) Det lille lam begyndte hurtigt at øve sig på at komme op at stå og under et af de mislykkede forsøg opdagede jeg, at det var et gimmerlam. En fin lille sortgrå pige. Det kunne jo have været skønt og blive hængende og kigge, men arbejdet kaldte og alt så fint ud, så jeg tog afsted. Og alt var også fint da jeg kom hjem igen. Mor og datter hyggede i stalden, og hen under aften gik de med flokken ud på marken! Jubiii – lammesæsonen er skudt godt i gang

Store matroner og drægtige frøkener

Det virker heldigvis som om alle mine 15 får er drægtige.
Flere af dem ser meget gravide ud og moser rundt på marken i lidt besværet gang, med deres kæmpe maver. Bare se på Gærdesmutte, Gro og Spurv her. Det er ikke uld det hele.
Fra begyndelsen af april kan de første lam begynde at stikke forben og næser ud i deres nye virkelighed. Det er jo lige om lidt!!
Det er lige spændende hvert år. Kommer læmningerne til at forløbe uproblematiske? Hvad med de 4 førstegangsfødende? Klarer de det selv? Det er en intens og dejlig tid – og også lidt hård for nattesøvn mm. Men jeg glæder mig til alle de søde små – og alle de gode stunder.

Ja, sådan skrev jeg i går søndag og ville poste det tirsdag – men det er allerede helt passe´ og gamle nyheder!
De dugfriske friske nyheder – de kommer lige om et øjeblik!

Pyt har været skidt

Da jeg i tordags kom ud i stalden med embedsdyrlægen fra Fødevarestyrelsen, lå Pyt ned og var tydeligvis skidt.
Hun pustede og så utilpas ud.
Embedsdyrlægen var helt med på, at Pyts sygdom var akut opstået, og ikke et udslag af, at jeg ikke passede fårene ordentligt, men det var da en lidt mærkelig fornemmelse alligevel. Hvor uheldigt! Men mest af alt var jeg nu bare bekymret for Pyt.
Jeg fik fat i min egen dyrlæge, der hurtigt kunne stille en diagnose: “Hun mangler kalk”. Og ja, det burde jeg selv have regnet ud, for det var galt sidste år også, det var bare først efter hun havde læmmet.
En lille time efter kontrolbesøget kom så min egen dyrlæge, og Pyt fik en ordentlig dosis calcium.
Og et par timer efter var Pyt heldigvis frisk igen. Dejligt. Det kan jo næsten tyde på, at hun – traditionen tro – er i gang med en større “lammeproduktion”.
Jeg skal have fundet noget kosttilskud med kalk, så jeg ikke kommer i der ud, hvor dyrlægen skal tilkaldes.
Det er nok bedre både for fårenes helbred og min pengepung.

Besøg af Fødevarestyrelsen

I dag har jeg prøvet noget jeg aldrig har prøvet før. Jeg har haft uanmeldt kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen. Jeg har ind imellem tænkt på, hvordan det mon ville blive, den dag det skete. Det gav da et lille gib i mig, da jeg så bilen, men så tænkte jeg, at det kunne vel ikke være så slemt!
Mine får har det jo godt.

En venlig kvinde kunne informere mig om, at min fårebesætning var blevet udtrukket til et “prioriteret kontrolbesøg”. Så vi tog støvlerne på og gik ud for at se til fårene.
Hun kiggede på fårene, talte til 15 og spurgte om, hvem der passer dem, hvad de får at spise, hvornår de bliver klippet og af hvem, hvad jeg gør, hvis et får skal aflives, hvad jeg gør med lammekød, skind osv.
Det var ikke svært at svare på: Jeg passer og fodre, de spiser kraftfoder og korn, bliver klippet af mig her i marts/april, jeg har kun én gang prøvet at skulle aflive et får og den beslutning blev taget sammen med en dyrlæge, der så gjorde det, – og det lammekød og skind vi ikke selv skal bruge, sælger vi. Sådan!
Mine dyrlægepapirer og besætningsliste var i orden og hun havde ikke noget at udsætte eller bemærke, så jeg fik topkarakterer. Dejligt!
Var det slemt?, spurgte hun. Og nej, det kan man jo ikke sige, men når man ikke ved, hvad de vil se på og spørge om, så er det jo ikke til at vide, om man har styr på det hele. Men rart, at jeg havde styr på det hele.

Søde Pyt på en blå dag

En dag jeg var lidt “blå” i humøret, satte jeg mig på en skammel ude ved fårehuset og kiggede på fårene. Selvom de var lukke ud på noget lidt friskere græs end sædvanligt, varede det ikke længe før Pyt kom tøffende hen til mig med sin tykke mave og små korte ben og lagde sit hoved på mine ben, logrede med den lille hale, kiggede op og signalerede, at hun da meget gerne ville kløs.
Så kan tristheden godt pakke sammen og flyve bort med vinden – og jeg bliver helt varm om hjertet. Hun er simpelthen skøn – og yndlings!