Ja, i mit tidligere indlæg, tog jeg nok lidt forskud på glæden over, at sommeren endelig var kommet. Den kiggede forbi et par timer – og gør det stadig i ny og næ – men et egentlig gennembrud, kan vi jo ikke rigtigt tale om, desværre.
Det var ikke spor for varmt, at trække i de lange bukser og ærmer for at gå ned på marken og slå tidsler og brændenælder med min le. Det er lettest, når fårene har spist græsset godt i bund, som nu. Så står klatter af brændenælder frit og tidslerne står én og én rundt omkring! Efter et par timer med leen er jeg godt træt i ryggen af den svingende bevægelse, men så er der også en del planter, der har måtte lade livet!