De ER så nuttede og bløde, de små lammeører! Så det er altid lige noget, jeg skal beslutte mig for – når der skal laves piercinger i de små ører. Men når det så er sagt, så er det altså ikke slemt. Jeg får fat i lammet, nusser og kæler lidt og mærker efter i øret og finder det rigtige sted. Og så godt fat i tangen, én to klem, og så hurtigt slip og hele processen er ovre og lammene når såmænd dårligt at blive forskrækkede. Så snart jeg slipper med tangen, er de helt rolige igen og hopper glade rundt mellem kammeraterne, når jeg sætter dem tilbage. Jeg sætter mærket i højre øre på vædderne og i venstre øre på gimmerne, som også så vidt muligt får de lige numre.

Her er “Spurv” – nr. 92.

Øremærkning skal ske inden for den første uge. Og det er faktisk også rart at få gjort, inden lammene bliver så store og stærke, at de er svære at holde – og imens man kan kende dem på deres særlige små kendetegn fra de første dage. Nogle af lammene kommer mere og mere til at ligne hinanden, mens andre selvfølgelig beholder deres særpræg i form af særlige farvetegninger, pelstype, væremåde eller andet. Bliver det for svært, må man jo væbne sig med tålmodighed og stå og vente på, at det bliver spisetid hos mor og så snuppe dem der, så man er sikker på, hvis lam, der er hvis!

Øremærket indeholder oplysninger om mit besætningsnummer og så et individuelt fortløbende nummer til hvert lam. Gaudas lam er således nummer 93, der er født i min besætning. Så med lidt held, kan vi fejre et lille jubilæum inden længe 🙂